ER MIN HUND SYG??

Enhver hundeejer ville nok ønske at deres hunde kunne tale. Og ønsket er jo aldrig højere end når hunden virker syg, og vi ikke kan finde ud af hvad der er galt.

Som du nok har forstået ved at læse disse sider, er for lavt stofskifte ualmindelig vanskelig at genkende, og derfor er det også rigtig svært at vide hvornår man skal bestille tid hos sin dyrlæge.

HUSK AT:

  • Symptomerne kan vise sig i næsten alle hundens fysiske og mentale funktioner:
ADFÆRD ENERGI FORDØJELSE HUD OG PELS
KNOGLER OG LED HJERTEFUNKTION NERVER OG MOTORIK KOGNITION (forståelse og tænkning)

 

  • Symptomerne udvikler sig over lang tid – i nogle tilfælde op til 2 år! De kommer og går med flere måneders mellemrum, og ligner ofte andre ikke-behandlingskrævende sygdomme.
  • Adfærdsmæssige symptomer såsom aggression eller nervøsitet, viser sig længe før de kliniske symptomer, og optræder ofte anfaldsvis i “klynger” med måneders mellemrum.

Så hvis du oplever selv svage forandringer, som du ikke umiddelbart kan finde en god forklaring på, er det klogt at tage til dyrlægen for et check.

 

STOL PÅ DIN INTUITION!

Hvis du har en fornemmelse af at alt ikke er som det skal være, så er det ikke fordi du ser syner, men fordi at din hjerne har opfanget en masse små ændringer i din hund uden at du har været bevidst om det.
Diffuse og spredte symptomer både adfærdsmæssige og fysiske – altså SMÅ forandringer, er netop kendetegnene ved for lavt stofskifte hos hunde.
Så selvom du kan være i tvivl om hvorvidt du overreagerer, så er mit bedste råd at du prøver at lave en liste over de forandringer du har bemærket, og bestiller tid hos dyrlægen!

LÆR AF DYRENE

Hvis du har flere hunde eller katte i husholdningen kan ændringer i deres adfærd overfor hinanden give et fingerpeg.
Hvis dyr der ellers plejer at lege og sove sammen pludselig begynder at undgå kontakt, kan det være tegn på at en af dem ikke har det helt godt.

HVIS DU VIL VÆRE PÅ DEN SIKRE SIDE

Så få checket din hunds stofskifte (fuldt panel) som en del af jeres almindelige helbredskontrol, eller i forbindelse med re-vaccinering. Det vil hjælpe til at opdage sygdommen i de tidligste stadier.

SOM MINIMUM

Anbefaler vi en kontrol ca. 6 måneder efter eventuel neutralisering. Årsagen hertil er at neutralisering tredobler risikoen for udvikling af for lavt stofskifte.

Hvis du har oplevet at din hund markant har ændret adfærd i forbindelse med kønsmodningen, er det ligeledes en god idé at få stofskiftet kontrolleret. For det sker ikke så sjældent at stofskifte-relaterede adfærdsproblemer overses i unge voksne, da de fortolkes som en del af hundens naturlige udvikling.